Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i Konkylien

Vi arbejder ud fra faste strukturer for vores dage og sender dagsplaner ud via Aula. Alle dage har et tema - det kan for eksempel være turdag, sprogdag eller motorikdag. Vi laver vores planer efter det læreplanstema, vi arbejder med for øjeblikket, og vores meget strukturerede hverdag hjælper med at sikre genkendelighed og tryghed for vores børn.

Morgen

Vi åbner klokken 7, og mellem 7 og 8 tilbyder vi morgenmad, både i stuen og på første sal. Klokken 8 fordeler børnene sig ud på stuerne, hvor personalet har sat små aktiviteter eller legetøj frem, der indbyder til leg, og som børnene let kan gå til og fra.

Om morgenen har vi fokus på den gode aflevering. Vi møder og ser hinanden, så vi kan få en god start på dagen sammen. Ved aflevering er det også muligt at give beskeder, for eksempel om en anden henter den pågældende dag, om dit barn har sovet dårligt eller andet, som kan have relevans for dagen. 

Formiddag

Klokken 9 har vi morgensamling og spiser formiddagsmad, der består af frugt, brød og lidt at drikke. Vi opfordrer til, at børnene ikke afleveres i det tidsrum, vi har samling, da det er her vi siger goddag til hinanden, snakker om dagen, synger sange og laver rim samt taler om de emner, vi arbejder med for tiden. Meld også gerne ind inden klokken 9 om dit barn møder sent eller er syg, da det hjælper os med at planlægge dagen.

Efter samling har vi forskellige planlagte aktiviteter. Det kan for eksempel være, at vi tager på tur i nærområdet, leger motoriklege på vores store legeplads eller læser historier sammen. Skal dit barn på turdag betyder det, at børnehavebørnene tager rygsækken på ryggen og ofte spiser frokost ude af huset, som består af en madpakke fra vores køkken. 

Frokost 

Omkring 10.30 spiser vuggestuen frokost, mens børnehaven spiser klokken 11. Vi spiser i små spisegrupper på stuerne, og alle børnene hjælper med at dække bord og klargøre måltidet. Vi ønsker at gøre måltidet til et højdepunkt på dagen, hvor børnene får velsmagende, varieret, økologisk og klimavenlig mad, der kan understøtte udviklingen af børnenes madmod og madglæde. Vores personale indtager en værtsrolle under måltidet, som indebærer at være gode forbilleder og skabe en god stemning under måltidet.

Efter frokost sover de fleste af vuggestuebørnene samt de mindste fra børnehaven lur. Resten af børnehaven går ofte på legepladsen.  

Eftermiddag 

Eftermiddagen går med planlagte aktiviteter, der giver mulighed for at udforske naturen, lege sproglige lege eller gå i gang med et kreativt projekt. Vi serverer eftermiddagsmad klokken 14.00 for alle.  

Klokken 15:45 samler vi børnene på lukkestuen, og vi lukker huset klokken 17.00. 

OBS: FRA FREDAG I MAJ 2024 ÅBNER VI KL. 7:30 OG LUKKER 16:30.