Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Nye forældre

Det er altid en stor begivenhed, når et barn skal starte i vuggestue eller børnehave. Der er mange spørgsmål og mange nye informationer. Her på siden vil vi beskrive en typisk indkøring ud fra vores store erfaring, men vi tilpasser os altid barnets behov og finder sammen den bedste løsning for netop jeres barn. Det er helt afgørende for en tilknytningsperiode, at der tages udgangspunkt i det enkelte barn, derfor bliver indkøringerne heller aldrig helt ens.

Når I får tilbudt en plads til jeres barn i Konkyllien, laver vi en aftale om en opstartssamtale forud for, at jeres barn skal begynde i enten vuggestue eller børnehave. De fleste af jer vil allerede have gjort brug af muligheden for at besøge os, men hvis ikke tilbyder vi jer en rundvisning inden start. 

Opstartssamtalen er her, hvor vi lærer hinanden bedre at kende og planlægger den bedste opstart for jer og jeres barn. Vi taler om jer og jeres barn, hvad I kan forvente af den første tid hos os, og vi . Vi vender madvaner, sovevaner, særlige hensyn osv. På den måde har vi de bedste forudsætninger for at give jeres barn en tryg start.  

Indkøring 

Vi tager altid udgangspunkt i det enkelte barn under indkøringen, men følger som udgangspunkt samme struktur. Vi anbefaler, at I sætter 14 dage af til indkøring i vuggestuen – ellers tilpasser vi os selvfølgelig. Typisk vil vi aftale, at I giver børnene korte dage i begyndelsen, så jeres barn kan vænne sig gradvist til livet i vuggestuen.

Den første dag i vuggestuen er I på stuen sammen med jeres barn og en voksen fra stuen. Sammen oplever I vuggestuen, miljøet og stemningen. De kommende dage øger vi tiden i vuggestuen gradvist, indtil barnet er klar til at være alene på stuen.  

Der er ikke to børn, der er ens, og derfor vil hver eneste indkøring også have helt sin egen historie, men typisk vil dit barn efter en uge have opbygget tilpas med tillid til at kunne klare en kort dag sammen med os andre i vuggestuen. Vi kigger altid på det enkelte barn og tilpasser os barnets behov. De første uger vil der være fokus på, at jeres barn bliver tryg ved dagens gang i vuggestuen, sine kammerater og personalet.

Vi tager løbende statussamtaler under opstarten, og I er altid velkomne til at tage fat i os, hvis I vil høre, hvordan dagen er gået. Vi har som minimum en obligatorisk samtale efter de første 3 måneder, hvor vi snakker indkøringen igennem, taler om, hvordan det går, og aftaler det videre forløb hos os.