Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Mad og måltider

Hos os bliver måltiderne prioriteret højt. Vi gør måltidet til et højdepunkt på dagen, hvor børnene får velsmagende, varieret, økologisk og klimavenlig mad, der kan understøtte udviklingen af børnenes madmod og madglæde. Vi arbejder med at skabe ro, tryghed, god stemning og hyggelige samtaler under måltidet. Vi sætter rammerne for måltidet ved at være rollemodeller ved bordet og støtte børnene i at udvikle selvhjulpenhed blandt andet ved at involvere børnene i arbejdet før, under og efter måltidet. 

Dagens måltider

  • Der tilbydes morgenmad mellem 7.00 og 8.00.
  • Vi spiser formiddagsmad klokken 9.00 i forbindelse med vores samling. 
  • Vi sørger for, at der er god tid til frokosten og spiser hver dag fra klokken 10.30 i vuggestuen og klokken 11.00 i børnehaven 
  • Klokken 14.00 serveres eftermiddagsmad. 

Vores madprincipper 

Vi gør meget ud af at tale om de råvarer, der findes i maden, og vise børnene, hvad maden består af. Hvis vi får blomkålssuppe har vi et blomkål med ved bordet, som vi ser på og taler om. Vi bruger krydderurter fra vores egen køkkenhave på taglegepladsen i maden og arbejder med madmodige børn, der ved, hvad de spiser og hvor det kommer fra.

Vores mad laves af vores dygtige køkkenmedhjælper, som vi kalder vores køkkenorakel, ud fra følgende principper:

Økologi, klima og madspild

  • Vi har Det Økologiske Spisemærke i guld, og træffer bevidste valg, når vi tilvælger konventionelle råvarer som danske æbler, ærter og jordbær.
  • Vi minimerer brugen af kød, særligt det røde kød fra okse, kalv og lam og arbejder med menuplanlægningen ud fra Pejlemærkerne for sund og klimavenlig mad.
  • Vi arbejder aktivt med madspild, da madspild er klimabelastende og dyrt. Vi genbruger løbende ugens rester og samler overskydende retter sammen i fryseren til en månedlig restedag.

Råvarekvalitet

  • Vi laver maden af friske råvarer af høj kvalitet og undgår så vidt muligt præfabrikata.
  • Vi bruger frosne varer med omtanke.
  • Vi bager selv vores lyse brød, sylter sæsonens grøntsager og frugter, når det giver mening, og laver så vidt muligt vores egen pålæg og mayonnaise.

Sæson

  • Vi laver vores menuplanlægning ud fra sæsonens råvarer, så børnene kan opleve årets gang på tallerkenen. 
  • Jævnligt har vi en sæson-fokusråvare. Børnene bliver præsenteret for råvaren flere gange i løbet af måneden, både i maden, tilberedt og udskåret på forskellige måder og ved at arbejde pædagogisk med dem.

Sanseoplevelser 

  • Vi smager al mad grundigt til med surt, sødt, salt og bittert, og sørger for umami i maden. Balancen mellem de fem grundsmage er afgørende for om maden smager godt – også det salte og søde. 
  • Vi bruger ofte friske krydderurter til at give maden sanselighed og smag.
  • Vi arbejder aktivt med madens udseende og konsistenser, for at gøre vores måltider til sanseoplevelser hver dag. 
  • Vi sørger for, at der ofte er små skåle med toppings eller krydderurter som tilbehør, så børnene selv kan præge maden.